Chat funktion

Søg på websitet


Cykelferie - by, skov og hav

Next arrow
Next arrow
Next arrow
Cykelferie - by, skov og hav

Cykelferie

Cykelruter fra Ribe Byferie

Oplev Ribe, Nationalpark Vadehavet og Vestkysten på to hjul – her er vores bud cykelture for alle niveauer. Alle ruter starter direkte fra Ribe Byferie. 

På cykel til Vadehavscentret, t/r i alt 18 km 

Kør ad cykelstien ved Stampemøllevej overfor Ribe Byferies indkørsel til P-pladsen. Turen går gennem de små byer Øster Vedsted og Vester Vedsted. Nyd det smukke syn, når I når Vadehavscentret, for det er en arkitektonisk perle. Vi anbefaler et besøg indenfor. Her får du et indblik i naturen i Nationalpark Vadehavet. Melder sulten sig, har Vadehavscentret en lækker økologisk café. Er du på MTB eller gravel, så tag en afstikker gennem Ribe Plantage på hjemvejen.
Turen kan let forlænges, hvis du kører langs diget og nordover til Kammerslusen. Fra vadehavscentret kan du også tage en afstikker til Mandø. Det er muligt at tage cyklen med i Mandøbussen. 

Cykeltur til Kammerslusen, t/r i alt 12 km

Kør fra Ribe Byferie ad Holmevej og ud ad Bjerrumvej. Så går det bare ligeud, til I når Kammerslusen. Nyd udsigten over Vadehavet og en stille stund med udsigt over havet. Skal der ny energi i tanken, så er Restaurant Kammerslusen lige ved slusen kendt for sit gode køkken. 
Vil du cykle lidt længere, så fortsæt nordover langs diget. Der er flere afstikkere retur til Ribe. 

Marks Tower, t/r i alt 54 km

Kør ad cykelstien sydover i retning Skærbæk. Herfra er der flere ruter til Marsk Tower. Bliver du på cykelstien langs landevejen kører du den direkte vej. 
Alternativt kan køres via Øster Vedsted og Vester Vedsted og herfra helt ud lags diget. Så møder du grusstier og landlig idyl. Ved Hjemsted drejer du mod øst ad Hjemstedvej til Marsk Tower. 

Ruter på Mountainbike & Gravel

Til alle MTB-entusiaster og gruselskere

Med base i Ribe Byferie kan du nemt starte dagen på cykel og begive dig ud på naturskønne og udfordrende ture. 

Stensbæk Plantage, t/r i alt 24 km +

Kører du den direkte vej ad Hadeslevvej, er der 12 km cykelsti ud til plantagen. Her er masser af grusstier og veje samt et alsidigt MTB-terræn med skiltede ruter i tre sværhedsgrader. Sporet strækker sig over ca. 10 km og byder på både tekniske sektioner, sving, rødder og korte stigninger. Underlaget varierer mellem nåletræsbund, sandet skovsti og faste grusspor. Området er velegnet til både motionister og øvede ryttere.

Over havbunden til Mandø, t/r i alt 24 km +

Den smukkeste naturoplevelse på cykel - og det er ingen overdrivelse. Når det er lavvande, er det muligt at cykle til Mandø. Tjek tidevandstabellen og kør derover lige efter faldende vand. Hold øje med, hvornår du skal retur. Vi anbefaler ikke turen, når der er kraftig vestenvind. Alternativ kan du tage mandøbussen den ene eller begge veje. Den kører fra vadehavscentret.

Ribe og omegn på racercykel

Fladt, åbent og udfordrende på sin egen måde

Området omkring Ribe er ideelt for dig, der søger lange, åbne ruter uden tung trafik og med mulighed for at holde høj fart. Landskabet er generelt fladt, hvilket gør det oplagt til træning i kadence, aerodynamik og udholdenhed. Her er ingen bjerge – men vinden fra Vesterhavet kan være en lige så krævende modstander og giver rig mulighed for at arbejde med taktisk kørsel og føringsskifte, især hvis man cykler i gruppe.

For dem, der søger lidt mere kuperet terræn, ligger der ruter mod østover, hvor bakkerne begynder at rulle let ved Kongeåen og videre ind i det midtjyske landskab. Her får man variation i både stigninger og landskabsoplevelser.

De lokale "frygter" Folebakken - så måske den skal med på ruten.
Der er lange asfalterede stræk langs med diget både nord og sydover fra Ribe, hvis du vil ud til havet.
En tur på racer til Rømø er også en mulighed, der er en  god cykelvej over Rømø dæmningen. I stik vestenvind møder du måske "bjerget".

Cykelferie Ribe Byferie
Cykel Vestkystruten